torsdag den 9. oktober 2008

Dexter

"I don't get birthsdays[...] Celebrating another year just being alive feels forced..."
- Dexter, sæson 1, episode 106, 0:04:50 - 0:04:59

Tv-serien Dexter (2006) har en hvis lighed med Hellboy (2004) og Anne Rices Mørkets Fyrste. Vores protagonist er et dannet monster, og territoriet er tættere på Marquis de Sades end Rosseaus: Naturen er ikke idyllisk, den er grusom og vi vokser ikke ind i grusomheden, men kan højest danne os selv unaturlige - dannede. Dexter er en seriemorders seriemorder, han dræber seriemordere, og lever efter Harry, sin plejefars, regler: Harry var polititmand og da han opdagede sin nye søns foruroligende karaktertræk; morderisk og følelsesmæssigt uforstående, gjorde han ikke som de fleste ville have gjort og sendte ham til psykolog. Han erkendte derimod hans drift, og at den var så indbygget i ham at den ikke kunne undertrykkes - og prøvede at hjælpe ham, til at finde en slags fred med sig selv. Dexters dræberlyst kannaliseres imod onde mænd - hvis han ikke kan lade være med at dræbe, rationaliserer Harry, kan Dexter i det mindste dræbe de der fortjener at dø. Og dræber det gør han, spetakulært og ultravoldeligt. Dexter opretholder en kuriøs balance mellem udspecificerede men aldrig dvælende drabsscener og sort social tragikomedie. Man forføres lynhurtigt at de charmerende karakterer og glemmer næsten øjeblikkeligt de morbidt facinerende scener.
Den sproglige tone er let og charmerende. Replikkerne er velskrevne og litterære. Der er mørkere (yes, weally) understrømme angående Dexters baggrund der langsomt afsløres igennem regelmæssige flashbacks.

Dexter bliver spillet af Martin C. Hall, som jeg til min store skam ikke har set i andet. Han har et lidt klodset firskåret ansigt, med et passivt pandeparti, blødt op af udtryksfulde ansigtsmuskler. Som en bondedreng der er kommet på universitetet. Han spiller mest overbevisende med underansigtet, hvor stive smil og kunstige grimasser smukt dækker over dræberens neutrale og umiddelbare ansigt.

Indledningssekvensen er nærmest genial i sin associative sanselighed. Et morgenmåltid, hvor kaffe kværnes, appelsiner skæres sprøjtende og kød kvalmende tygges i closeup gøres til en metafor for menneskelig destruktion og forgængelighed - uden at miste morgenmåltidets lystfulde sanselighed. Den perfekte introduktion til Dexters univers.

Der er en gammeltestamentlig undertone i strukturen omkring forbrydelsen og straffens karakter. Dexter konstruerer rutinemæssigt morderenes helvedsagtige pinelser, som i deres udspecificerede ubehagelighed bringer tanken hen på Dantes guddommelige komedie. Bortset fra at dette også er en komedie i moderne forstand, endda, chokerende, med elementer af chick-lit. En anden reference der falder mig ind er den japanske anime-serie Jigoku Shoujo (engelsk: Hellgirl), om en pige der af dødsguderne er straffet til for evigt at fragte syndere fra dette rige til helvede. I Jigoku Shoujo følger vi ofrene, syndernes perspektiv, indtil vores egentlige hovedperson indtræder på scenen og trækker dem ned til den straf de fortjener. Seriens hook er behaivoristisk og økonomisk, det er udbud og efterspørgsel og belønning og straf - ligesom hos Dante. Heldigvis har Dexter mere plot - og hans illegale aktiviteter bliver baggrund for en længere handling. Serieskaberne vedkender sig at brutale mord kun er underholdende så længe og respekter vores intelligens ved at ekstrapolere på en lang række interesante temaer.

I lighed med Anne Rices vampyrer tager Dexter sine ofres erfaringer, ikke på overnaturlig vis, men som rådgivere. Han spørger dem om kærlighed og følelser. En sadistisk terapeut (overtaler sine kunder til selvmord) lærer ham at give slip og nyde sex, et menneskesmuglende cubansk ægtepar lærer ham at kærlighed kan være at have den samme drøm (inden han afliver dem (med et elektrisk bor)).

Ser man bort fra alle de finkulturelle referencer, er det fantastisk at se en serie om mord og politiarbejde hvor stereotyperne, hvis ikke totalt fraværende, er forskudte. 
Kritikpunkter, serien er rigelig gad for den automatiske suspense det at have en seriemorder som hovedperson. Manuskriptforfatteren udnytter enhver mulighed for at indbygge dobbelttydige referencer til dexters monstrøse natur. Den monstrøsitet er seriens elegante bedrag. For Dexter er kun monstrøs i protagonistens egne ord - egentlig er han seriens mest moralske karakter, også forfatterens pointe. Dexter er tom, og derved den perfekte lystavle at betragte de såkaldte normales liv på. Alle hans beslutninger er reflekterede og opholdt mod hans moralske standard. 

Relevante links: